onsdag den 14. juli 2010

Stor dreng og stor mave

Som tiden dog går, Bastian er nu over halvandet år :o) Ja han er virkelig blevet en stor dreng, han snakker på livet løs, ved godt hvad han selv vil og ofte insisterer han stædigt på at få sin vilje. Noget han må have fra fremmede... Som sin far er Bastian en lille fjernsynsnarkoman, men i modsætning til Rasmus der foretrækker fodbold og Tour de France, ja så er det Thomas Tog, Bamses Billedbog og Dyrene i Baby Einstein der er de helt store hits. Tror drengen selv kan finde ud af at sætte en dvd på, tænde for den og fjernsynet inden han fylder 2!!!! Ligesom han også er flittig iPod touch bruger. Her ynder han gerne at spille "Is", Ballondyr", passe akvarium, hører Bamses Billedbog og tegne.

Vi har haft en dejlig sommerferie på den græske ø Kefalonia, efterfulgt af halvanden uge herhjemme i den danske sommer. Der er billeder fra turen i vores webalbum og flere billeder fra sommeren er på vej. Nu arbejder Rasmus igen og Bastian er tilbage i vuggestuen. Det er dog lidt hårdt for ham at være tilbage, især at blive afleveret. Så nu får han nogle lidt kortere dage indtil han og jeg tager 14 dage til de jyske bedsteforældre.

I takt med at min mave vokser og vokser, så svinder og svinder min glæde ved sommervarmen - fy for den lede siger jeg bare. Mig som normalt er vild med sommer, sol og varme. Heldigvis har lillesøster det godt og virker som en livlig pige med potentiale som balletdanser. Jordemoderen mener hun er en stor pige, det bliver så spændende at se hende når hun kommer ud. Vi har fundet et navn til hende, men det forbliver vores lille hemmelighed til hun melder sin ankomst ;o)

Det bliver spændende at se hvad Bastian siger til at blive storebror. Han fortæller flere gange om dagen at der er baby i mors mave og aer maven. Det er rigtig sødt og vi håber han forsætter den søde stil, når han møder hende udenfor mors mave.

Som følge af den kommende familieforøgelse, er vi i gang med et ommøblerings projekt, sofaen skal udlånes til vi engang får et større hjem, en ny lækker sovesofa skal købes til stuen, vores seng skal sælges (så skulle du mangle en god 3/4 seng der har vundet en test i Tænk, så giv lyd - den koster kun kr. 1.500) og et nyt skab skal købes til soveværelset. Resultatet er at soveværelset bliver lavet om til børneværelse og Rasmus og jeg rykker ind i stuen. Ja, tænk at der kun er ca. 6-7 uger tilbage før vi bliver fire.

Ingen kommentarer: