Så skete det endeligt!!! 2. juledag kl. 17.55 blev vi forældre til den mest vidunderlige dreng. En stor og fin dreng på 55 cm. og 4280 gr. Han skal hedde Bastian.
Det var dog en meget lang og hård proces før vi kunne byde Bastian velkommen til verden. Allerede juleaften om eftermiddagen fik Jeanette - under en cykeltur på Kalvebod Fælled - veer. Rasmus, der var oppe at træne, blev straks tilkaldt og da han kom frem sad Jeanette på en bænk i et busstoppested og kæmpede med veerne. Rasmus forsøgte at skaffe en taxa, men da vi ikke kunne oplyse en nøjagtig adresse, kunne de ikke sende en vogn. Desperat ringede Jeanette til Torben i Malmø, da hun vidste han alligevel skulle til København om eftermiddagen. Han sprang dog straks i bilen og 20 min. efter blev Jeanette kørt sikkert hjem. Endnu engang tak til Torben for udrykningsservice :o)
Hjemme forsatte veerne, som efterhånden var kraftige og regelmæssige. Vi var begge ret glade, for det kunne betyde at vi ikke skulle sættes kunstigt igang 1. juledag. Vi kontaktede fødegangen som bad os komme ind. Den vordende farfar blev tilkaldt og kørte os til fødegangen. Vi kom frem og fik lavet en CTG scanning, ligesom de konstaterede at Jeanette endnu ikke var helt åben. Desværre begyndte veerne langsomt at gå i sig selv igen mens vi var derinde og vi b
lev derfor
sendt hjem igen. Som planlagt tog vi hjem til Søren og Anette hvor det var planlagt vi skulle holde jul. Det blev dog et kort besøg, hvor Rasmus lige nåede at smage den lækre julemad, mens Jeanette måtte tilbringe tiden med veer på sofaen, som igen var tiltaget. Efter knap et par timer fik vi lov til at låne bilen og vi kørte hjem til Ørestad. Veerne forsvandt helt en times tid senere og vi kunne hygge os med at pakke en masse dejlige julegaver op.
1. juledag om morgenen gik turen igen til fødegangen hvor Jeanette skulle sættes igang med en stikpille. Det skete omkring kl. 10 og vi blev sendt hjem for at vente på veer. De kom ret hurtigt og tiltog i løbet af dagen. Kl. 16.30 skulle vi på fødegangen igen og fik stikpille nr. 2, da livmoderhalsen endnu ikke var helt trukket tilbage. Ulempen ved stikpillerne er at de kan give dårlige veer, hvilket betyder at man får en masse veer, der ikke gør at man åbner sig mere. Det var desværre det vi oplevede. Så vi blev sendt hjem igen, med håbet om at stikpille nr. 2 havde bedre effekt. Jeanette blev ved med at have regelmæssige og hårde veer og kl. 1 om natten ringede vi til fødegangen og de bad os komme endnu engang. Heldigvis havde vi lånt Søren og Anettes bil, hvilket var helt fantastisk med alle de ture vi var frem og tilbage til fødegangen. En stor tak til jer.
I starten var jordemoderen i tvivl om hvorvidt Jeanette var gået i fødsel, men efter noget tid og en kontrol kunne jordemoderen se, at Jeanette var begyndt at åbne sig og at veerne havde haft effekt. Så vi kom ind på en fødestue, hvor vi tilbragte de næste 16 timer sammen med ikke mindre end 4 forskellige jordemødre. Det var en lang nat/dag hvor Jeanette havde veer konstant hvert 3.-5. minut og deres effekt var desværre ikke særlig stor. Jeanette fik akupunktur og lattergas til at lindre smerterne, men det var helt så effektfuldt som man kunne ønske sig. Heldigvis var Rasmus en helt fantastisk støtte og hjalp hende gennem hver eneste ve, hvor hun desperat klamrede sig til lattergasmasken i den ene hånd og Rasmus i den anden.
Om formiddagen 2. juledag blev det besluttet at Jeanette skulle have vestimulerende drops for at gøre veerne kraftigere og da Jeanette på det tidspunkt havde haft veer i næsten 24 timer, blev det også besluttet at lægge en epiduralblokade. Blokaden gav et par timer næsten uden smerter og mulighed for lidt hvile. Undervejs blev der også sat en elektrode på babyens hoved, for at følge hjertelyd mm. ligesom der blev taget nogle blodprøver af babyen, for at kontrollere ph værdien for at sikre at den havde det godt.
De vestimulerende drops havde den forventede effekt og veerne tog til som planlagt og først på eftermiddagen var de igen så hårde og regelmæssige, at blokaden ikke længere havde effekt. Heldigvis var Jeanette nu åbnet ca. 7 cm. Jordemoderen og lægen besluttede at hvis Jeanette ikke havde udvidet sig helt eller født inden kl. 16, så ville de lave kejsersnit. Ved en kontrol kl. 15 var Jeanette åbnet 9 cm. og vi var alle meget positive og håbefulde på at en naturlig fødsel snart ville være gennemført.
Ved den næste kontrol kl. 16 var der ikke sket mere, på trods af meget kraftige og regelmæssige veer. Igen klamrede Jeanette sig desperat til lattergassen og Rasmus' trofaste hånd og havde mest af alt lyst til at slå en jordemoder eller læge ihjel, hvis de ikke snart fik vores lille baby ud (det bør dog nævnes at babyen på intet tidspunkt viste tegn på overlast). Så vi bad om at få at vide hvor lang tid alt dette skulle stå på, da vi begge var fuldstændig udmattede og intet tydede på at vores baby ville ud den normale vej. Så da de vestimulerende drops ikke havde haft effekt i den efterfølgende time heller, og de formodede at babyens hoved ikke lå helt rigtigt for en normal fødsel, blev det kl. 17 besluttet at gennemfører et kejsersnit. Vi var begge glade for beslutningen da Jeanette ikke havde kræfter til mere (32 timer med veer og fødsel!), men det var også lidt hårdt at det ikke blev en normal fødsel efter de mange timers kamp.
Herfra gik det super hurtigt. De vestimulerende drops blev fjernet, Jeanette blev gjort klar, der blev tilkaldt en ekstra læge og børnelæge. Anæstesilægen kom og snakkede med os og da Jeanette havde fået lagt en epiduralblokade, kunne de bruge denne til at foretage bedøvelsen. Så inden længe var vi bragt til en operationsstue hvor vi var omgivet af rigtig mange men
nesker der gjorde klar, lavede prøver, bedøvede osv. osv. Jeanette var ved fuld bevidsthed under hele forløbet og Rasmus sad lige ved siden af. Selve kejsersnittet kunne Jeanette ikke mærke, men det var tydeligt at mærke at der var nogen der rodede rundt i maven. Allerede på vej ud af maven begyndte vores baby at give lyd fra sig, det var et helt fantastisk øjeblik, babyen som vi havde ventet på så længe var endelig kommet til verden i godt helbred og vi græd begge to af glæde.
Det var også på dette tidspunkt at vi fik af vide om vi skulle have en lille pige eller en lille dreng, det blev en stor flot dreng på 55 cm. og 4280 gram. Så flertallet af læserne på vores blog havde altså ret, for 58% havde stemt på at det blev en dreng.
Da Jeanette havde været kraftigt bedøvet under kejsersnittet, skulle hun tilbringe et par timer på opvågningen, mens Rasmus og lille Bastian kunne nyde de første timer af et nyt menneskes liv sammen. Det var en meget rørende oplevelse som far! Klokken 20.30 kunne den lille familie blive genforenet på barselsgangen hvor vi blev de efterfølgende tre nætter indtil mandag eftermiddag. Det var en meget positiv oplevelse, her kunne vi bede om hjælp til alt fra hvordan vi skifter en ble, hvorfor Bastian græder til hvordan Jeanette bedst ammer ham.
En lang og hård omgang endte lykkeligt med en dejlig lille dreng. Vi er begge så stolte og lykkelige. Tusind tak for de mange søde hilsener, vi glæder os til at kunne præsentere vores lille vidunder for jer.
Her kan I finde billeder fra dagene på Frederiksberg Hospital.
Her kan I se billeder fra de første dage hjemme i Ørestad.
Kærlig Hilsen
Bastian, Jeanette & Rasmus
I dag har vi været hos lægen til 5 ugers undersøgelse med Bastian og i går havde vi besøg af sundhedsplejersken. Det viser sig, at han på en dag har tabt sig 150 gr. og er vokset 3 cm. :o)
