lørdag den 17. april 2010

De første billeder af lillesøster og Bastian i vuggestue

Som de fleste jo nok allerede ved så er det en lille pige der vokser sig større og større i min mave. Jeg har kunne mærke hende længe og tror snart at Rasmus også kan mærke de små spark. Vi har nu været til de to scanninger, som begge er forløbet rigtig godt.

Den 23. februar var vi til nakkefoldsscanning, hvor vi for første gang så guldklumpen. Under scanningen vågnede hun op og var super aktiv og suttede allerede på sin finger. På billedet ses hovedet til venstre og ryggen nederst. Scanningen var meget mere tydelig end billedet.

Den 13. april var vi til misdannelsesscanningen. Det var en virkelig dejlig oplevelse, hende der scannede var utrolig sød og god til at fortælle om alt hvad vi så og hvilke ting hun kiggede efter.


Hun var slet ikke i tvivl om at det er en lille fin og velskabt pige vi venter. Inden vi spurgte om hun kunne se kønnet, var hun ved en fejl kommet til at omtale babyen som en pige, men fik den reddet meget godt.

Vi er så småt begyndt at snakke om navne, men indtil vi finder det rigtige, så kalder vi hende for Lillesøster.

Alt imens Lillesøster bobler rundt i min mave og vokser sig stor og stærk, så er storebror Bastian begyndt i vuggestue. Han har klaret den store omvæltning rigtig godt, leger, spiser og sover fint i vuggestuen. Vi kan dog godt mærke på hans nattesøvn, at skiftet påvirker ham. Han vågner mange gange i løbet af natten og græder. Vi håber på at han snart er faldet til, så vi alle kan sove en god uforstyrret nattesøvn.

Ellers sker der rigtig meget med Bastian for tiden, han kan efterhånden så mange ting, at jeg flere gange bliver overrasket. Hans sprog udvikler sig stærkt og yndlingsordet lige nu er "mere", selvom han dog ikke helt ved hvad det betyder. Han bruger det som regel når der er noget han gerne vil have. Han er sprunget ud som den helt store fan af Bamses Billedbog. Det første han gør når han kommer ind af døren er, at gå hen til fjernsynet og pege på det og sige "Bab" (betyder Bamse) og derefter sætte sig op i sofaen - med jakke og støvler på - og vente på, at vi tænder for Bamse :o)

Bastian er helt vild med at lege i sandkasse og at være med ude at cykle. Han er blevet så god til at gå og nogle gange er han begyndt at løbe. Han spiser rigtig fint, og det er faktisk kun når han skal have grød, at vi giver ham mad.

Så vi er to meget stolte forældre, stolte over vores store og dejlig dreng Bastian og vores lille pige som bobler rundt i min mave, som nu også er begyndt at se gravid ud.